NHL: Columbus fik ørerne i maskinen i Las Vegas

Vegas Golden Knights fortsætter med at henrykke klubbens fans og modbevise alle eksperter, som spåede holdet en svær begyndelse i NHL. Tirsdag gik det ud over Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets.

Columbus-mandskabet blev skubbet ned på en wildcard-plads i Eastern Conference, da holdet tabte 6-3 i Las Vegas, mens Philadelphia Flyers slog Detroit Red Wings. Dermed rykkede Flyers op på tredjepladsen i den tætte Metropolitan Division, hvor de tre øverst placerede hold er garanteret en plads i slutspillet.

Blue Jackets var fint med i den første halvdel af tirsdagens kamp. Den tidligere Columbus-spiller William Karlsson bragte Vegas foran efter otte et halvt minuts spil, men Markus Nutivaara fik udlignet otte minutter senere, og små syv minutter inde i anden periode sendte Josh Anderson gæsterne i front.

Golden Knights svarede dog stærkt igen med tre ubesvarede scoringer i den resterende del af midterperioden, og midt i tredje periode lukkede William Karlsson kampen, da han scorede sit andet mål i opgøret og sit 27. i sæsonen.

Matt Calvert fik reduceret, før Erik Haula lukkede til slutresultatet 6-3.

Oliver Bjorkstrand fik 10 minutter og 22 sekunders spilletid uden andet til statistikken end -1 i plus/minus-regnskabet.