NHL: Colorado forlængede livet i sidste øjeblik

Sikke en redning af Colorado Avalanche, der nu får en hjemmekamp mere at gøre med i NHL-slutspillet. 

Avalanche var næsten færdige på en af ligaens sværeste udebaner i Nashville, hvor en dramatisk tredje periode begyndte med, at Predators bragte sig på 1-0 efter 10 minutter ved Nick Bonino.

Det lignede den fjerde sejr for Nashville, men bedst som tilskuerne var ved at fejre endnu en succes for grundseriens bedste hold, lykkedes det for Colorado at udligne ved Gabriel Landeskog. Det var fem minutter før tid.

Der manglede blot halvandet minut, da J.T. Compher kom af sted i en kontra. Han skød på mål, og Nashville-målmand Pekka Rinne parerede med skinnen, men pucken røg lige ud til Sven Andrighetto, der var først over returen.

Schweizeren slog den ind og blev dermed helt for en aften. Der var helt stille i Nashville og de to hold venter nu på seriens sjette kamp.