NHL: Carolina prøver lykken med finsk VM-spiller

Carolina Hurricanes har i de seneste sæsoner haft held med til at tilsætte finske spillere til truppen, og nu får endnu en spiller fra de tusind søers land chancen for at spille NHL-hockey i klubben.

Hurricanes har indgået en et-årig kontrakt med den 23-årige forward Saku Mäenalainen, som har været med på det finske landshold, der har spillet VM i Danmark. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

– Saku er en stor og stærk wing, som virkelig kan skøjte. Vores talentspejdere har holdt øje med ham i lang tid. Han havde flere muligheder for at vælge, hvor han ville starte sin NHL-karriere, og vi er glade for, at han har valgt Carolina, siger Don Waddell, general manager i Carolina Hurricanes.

Saku Mäenalainen fik i den forgangne sæson sit helt store gennembrud i den finske liga, hvor han lavede 46 point i 59 kampe for Kärpät. I slutspillet blev det til fem mål og fem assists i 18 kampe, og Mäenalainen havde dermed stor andel i, at Kärpät vandt det finske mesterskab.

Ved VM fik Mäenalainen lavet to mål og en assist i otte kampe for Finland, og her fik han muligheden for at spille sammen med to af sine kommende holdkammerater i Carolina, da profilerne Sebastian Aho og Teuvo Teräväinen begge var med på det finske VM-hold.

Saku Mäenalainen blev draftet af Nashville Predators i 2013, men har aldrig været på kontrakt i klubben.