NHL: Caps og Eller videre, farvel til Bjorkstrand og Columbus

Washington fik en skræk jaget i livet i de to første kampe mod Columbus Blue Jackets, der bragte sig på 2-0 i kampe. Lars Eller reddede Washington med en scoring i overtid i den tredje kamp, og i kamp fire og fem satte Capitals sig på serien.

I nat fuldbyrdede favoritterne seriesejren med 6-3 i Columbus, og Washington kan nu gøre klar til det evige slag mod Pittsburgh Penguins i en serie, der peger på vild underholdning endnu engang i et NHL-slutspil, der sagtens kan kulminere i næste runde. 

Den danske vinkel på kampen først. Både Lars Eller og Oliver Bjorkstrand leverede henholdsvis mål og assist i kampen, hvor Eller spillede 16:35 minutter, mens Bjorkstrand måtte nøjes med 10:42 minutter i det, der måske blev sæsonens sidste kamp for den dygtige målscorer med Herning-rødder. 

Lars Eller scorede kampens sidste mål, da han satte 6-3’eren i tomt mål med et skud fra egen banehalvdel, mens Oliver Bjorkstrand fik en andenassist, da Nick Foligno i tredje periode reducerede til 3-5. 

Dmitry Orlovs 1-0-mål sendte Washington i førersædet fra starten af kampen. Capitals måtte se Nick Foligno udligne i anden periode, men så slog Alex Ovechkin til med en dobbeltscoring. 

Og i tredje periode svarede Washington igen, så snart Columbus fik håb. Der var ingen tvivl om udfaldet i den sidste kamp i serien, og altså en kæmpe skuffelse for Columbus at ryge ud i første runde igen, specielt efter en 2-0-føring i serien.