NHL: Capitals blev dukket på egen is

Washington Capitals havde muligheden for at spille sig frem til tre matchbolde i conference-finalen mod Tampa Bay Lightning, men sådan gik det ikke.

Lars Eller og holdkammeraterne formåede at vinde seriens første to kampe på udebane, og derfor var der store forventninger til Washington-mandskabet, som havde givet sig selv muligheden for at lukke serien uden at skulle til Tampa igen.

Lightning ville det dog anderledes, og takket være stor skarphed i powerplay, vandt de seriens tredje kamp med 4-2 og reducerede dermed Washingtons føring til 2-1 i kampe.

Steven Stamkos slog til i powerplay efter 14 minutters spil, hvor Capitals for første gang i kampen havde en spiller i straffeboksen. I begyndelsen af anden periode fik Lars Eller en udvisning for at lukke hånden om pucken, og bare 16 sekunder senere lå pucken igen i Washington-målet. Nikita Kucherov var målscoreren.

Mindre end to minutter senere øgede Victor Hedman til 3-0, og dermed så det for alvor svært ud for hjemmeholdet. Lars Eller fik en slashing-udvisning små syv minutter inde i anden periode, men for første gang i kampen lykkedes det værterne at holde gæsternes fremragende powerplay fra at score.

Brett Connolly skabte lidt håb om et comeback, da han reducerede midt i anden periode, men inden pausen havde Brayden Point øget til 4-1.

Lightning skulle ud at skøjte sejren hjem i tredje periode, og det lykkedes uden større besvær, selvom Evgeny Kuznetsov fik reduceret tre minutter før tid. Lars Eller fik en assist på scoringen og er oppe på 12 point i årets slutspil.

Den danske center var iøjnefaldende i tirsdagens kamp, hvor han var på isen i hele 21:37 minutter. Eller blev ud over assisten noteret for seks udvisningsminutter, et skud på mål, tre hits og +1.

Næste kamp spilles i Washington torsdag, og her håber Capitals på at have den svenske center Nicklas Bäckström med. Svenskeren har endnu ikke spillet i serien.