NHL: Canucks henter Sveriges mest værdifulde spiller

Vancouver Canucks har rettet sit blik mod de europæiske ligaer i jagten på at forstærke holdet, og nu har den canadiske NHL-klub fundet endnu en ny spiller. Denne gang har klubben skrevet kontrakt med SHL’s mest værdifulde spiller.

Russiske Nikita Tryamkin er allerede blevet hentet ind, rettighederne til danske Philip Larsen er blevet sikret og nu har Vancouver Canucks også fundet en forward-forstærkning i europæisk ishockey. Den canadiske klub skrev tirsdag kontrakt med svenske Anton Rödin, som netop er blevet kåret til den mest værdifulde spiller i SHL.

25-årige Rödin har i denne sæson været kaptajn for SHL-klubben Brynäs, men i næste sæson skal han prøve lykken i Vancouver Canucks. Anton Rödin har tidligere spillet to sæsoner i AHL for Vancouvers daværende farmerklub Chicago Wolves, efter at Canucks valgte ham i anden runde af 2009-draften.

Dengang slog Anton Rödin ikke igennem i Nordamerika, og han tog derfor tilbage til Sverige, hvor det er blevet til tre gode sæsoner i Brynäs. I denne sæson har Rödin for alvor slået sit navn fast i SHL. Den hurtige og målfarlige wing lavede 37 point i 33 kampe, og han blev kåret til den mest værdifulde spiller i den bedste svenske række.

En skade satte en stopper for Anton Rödins sæson, og han kunne derfor ikke hjælpe Brynäs i slutspillet, hvor klubben røg ud i første runde. I næste sæson får klubben altså heller ikke glæde af den dygtige svensker, som tilslutter sig Vancouver Canucks på en et-årig kontrakt til en årsløn på $950.000.