NHL: Canadisk topmålmand tradet til Calgary

728 Vm org
Foto: Bridget Samuels

Calgary Flames håber, at de har fundet manden, der kan løfte klubbens målmandsspil. Den canadiske klub har lørdag hentet rutinerede Mike Smith hos Arizona Coyotes.

35-årige Mike Smith var for en håndfuld sæsoner siden et af de varmeste målmandsnavne i NHL. Siden har præstationerne været mere svigende fra den rutinerede målmand, men Calgary Flames satser på, at han igen kan melde sig ind i feltet af NHL’s stærkeste målmænd.

Flames har derfor sikret sig canadieren i et trade med Arizona Coyotes, som får målmanden Chad Johnson, backtalentet Brandon Hickey og et tredjerundevalg i draften den modsatte vej. Tredjerundevalget bliver til et andenrundevalg, hvis Calgary kommer i slutspillet i næste sæson, og Arizona har til gengæld indvilliget i at betale 25 procent af Mike Smiths løn i resten af kontraktperioden.

Mike Smiths kontrakt løber frem til sommeren 2019, og han tjener $5,66 millioner om året.

Smith har været med til at vinde både VM- og OL-guld med Canada, men han har endnu ikke prøvet at løfte Stanley Cup-trofæet. I den forgangne sæson spillede han 55 kampe for Coyotes og noterede sig for en gennemsnitlig redningsprocent på 91,4.

31-årige Chad Johnson gjorde det ganske fornuftigt som backup for Brian Elliott i Calgary-målet i denne sæson, og han kan meget vel blive Arizonas førstevalg mellem stolperne i næste sæson, hvis parterne bliver enige om at forlænge samarbejdet. Johnsons kontrakt udløber 30. juni.

Mike Smith bliver førstemålmand for Calgary, hvor Brian Elliott også har kontraktudløb, og den canadiske klub satser dermed på Smith frem for Pittsburgh Penguins’ Marc-Andre Fleury, som også har været rygtet til klubben.