NHL: Canadisk stjerne belønnet med 325 millioner

Foto: Bridget Samuels

Boston Bruins er nået til enighed med forwardstjernen Brad Marchand om en ny kontrakt. Klubben har indgået en otte-årig aftale med den canadiske wing, som i øjeblikket er toer på World Cuppens topscorerliste.

28-årige Marchand har været en af de store profiler på Bostons hold i de seneste sæsoner, og han kan fra næste sommer se frem til en pæn lønforhøjelse. Her træder den otte-årige kontrakt, som parterne mandag er blevet enige om, nemlig i kraft. En aftale, som har en samlet værdi af 49 millioner dollars, hvilket svarer til 325 millioner kroner.

Den forgangne NHL-sæson var Brad Marchands bedste nogensinde. Her noterede han sig for 61 point i 77 kampe for Bruins, som han vandt Stanley Cup-trofæet med i 2011. Ved World Cup of Hockey har Marchand fortsat de flotte takter. Her spiller den lille wing i kæde med NHL’s største stjerne Sidney Crosby og klubkammeraten Patrice Bergeron, og det har i turneringens første fire kampe resulteret i tre mål og to assists fra Marchands hånd.

Brad Marchand, som er en kontroversiel spiller, der ofte deler vandene og er elsket af Bruins-fans og hadet af de fleste andre, har lavet 289 point i sin indtil videre 454 kampe lange NHL-karriere.