NHL: Canadiens gravede sig endnu længere ned i dyndet

Slutspillet ligger efterhånden langt ude i horisonten for Montreal Canadiens, efter at den canadiske traditionsklub onsdag led sit fjerde nederlag i træk.

Montreal tabte hjemme i Bell Centre med 4-2 til Buffalo Sabres, og dermed har holdet fem point op til en slutspilsplads. Rent pointmæssigt er slutspillet altså stadig inden for rækkevidde for Canadiens, men holdet har brug for at få vendt sin elendige formkurve hurtigst muligt.

Det så ellers fornuftigt ud for Canadiens i onsdagens kamp. Holdet kom bagud med 1-0 i første periode, men fik vendt det til en 2-1-føring med to scoringer i anden periode. Hjemmeholdet kunne dog ikke holde fast i føringen i tredje periode, hvor Sabres satte tre ubesvarede scoringer i nettet.

Lars Eller fik 14:49 minutter på isen for Montreal. Han blev noteret for et skud på mål og tre hits, men den store game-changer var den danske forward altså ikke.

Montreals sæson har taget en uventet drejning. Holdet kom flyvende fra start og satte kun 11 point til i sæsonens første 26 kampe. Nu har den canadiske klub spillet yderligere 26 kampe, og her har Eller og kompagni kun hentet 11 af de 52 mulige point. Det er ret vildt.

Nattens resultater:
Montreal Canadiens – Buffalo Sabres 2-4
Tampa Bay Lightning – Detroit Red Wings 3-1
Calgary Flames – Carolina Hurricanes 4-1