NHL: Calgary har fundet sin nye head coach

Calgary Flames valgte umiddelbart efter grundspillets afslutning at fyre head coach Glen Gulutzan. Nu har klubben fundet hans afløser.

Det er den 53-årige canadier Bill Peters, der overtager trænersædet i Calgary. Peters har dermed fået sin fremtid på plads bare tre dage efter, at han forlod jobbet som head coach i Carolina Hurricanes.

Bill Peters har været cheftræner i Carolina i de seneste fire sæsoner, og før det var han i tre sæsoner assistenttræner i Detroit Red Wings. Med skiftet til Calgary vender canadieren hjem til sin hjemegn, da han er fra Three Hills i Alberta, som kun ligger omkring 100 kilometer fra Calgary.

I sin tid som Hurricanes-træner har Bill Peters ikke formået at føre klubben i slutspillet, men han har til gengæld oplevet succes med det canadiske landshold. I 2015 vandt han VM-guld med Canada som assistenttræner, og i 2016 var han head coach, da Canada gentog triumfen.

Bill Peters er også head coach for Canada ved det kommende VM i Danmark.