NHL: Byfuglien scorer gigantisk kontrakt i Winnipeg

Foto: Bridget Samuels

Winnipeg Jets har mandag fået besvaret et af sæsonens allerstørste spørgsmål. Klubben er blevet enig med backstjernen Dustin Byfuglien om en aftale, som holder ham i Jets de næste fem sæsoner.

30-årige Byfugliens nuværende kontrakt udløber efter denne sæson, hvor han stod til at blive unrestricted free agent. Der har derfor været rygter om, at Jets ville trade den store back væk inden trade-deadline, hvis ikke en kontraktforlængelse kom i hus inden da.

Det bliver dog ikke aktuelt, fordi mandag satte den 195 centimeter høje og 118 kilogram tunge amerikaner sin underskrift på en fem-årig kontraktforlængelse med Winnipeg, som virkelig belønner den offensivt stærke back for at blive i klubben.

Den nye aftale har en samlet værdi af $38 millioner, så Dustin Byfuglien kan fra næste sæson se frem til at tjene 7,6 millioner dollars om året. Han tager dermed et massivt skridt op på lønstigen fra de 5,2 millioner dollars, han tjener i sin nuværende aftale med klubben.

Dustin Byfuglien har i denne sæson lavet 32 point i 52 kampe for Jets. Han har i alt lavet 376 point i sine 649 NHL-kampe for Chicago Blackhawks, Atlanta Thrashers og Winnipeg Jets.

Selvom Winnipeg nu har fået papir på Dustin Byfuglien, så har klubben stadig en stor beslutning at tage før trade-deadline 29. februar. Klubbens kaptajn Andrew Ladd har også kontraktudløb til sommer, og hvis ikke Jets også formår at forlænge med ham, vil de formentlig forsøge at trade ham før vinduet lukker.