NHL: Bundhold henter ny målmand

Arizona Coyotes er NHL’s dårligste hold i denne sæson, hvor holdet kun har hentet 44 point i 59 kampe. Derfor er klubben begyndt at kigge fremad.

Coyotes indgik onsdag en handel med Los Angeles Kings, som betyder, at klubberne bytter målmænd. Los Angeles har sendt backupmålmand Darcy Kuemper til Arizona i bytte for målmand Scott Wedgewood og den tyske forward Tobias Rieder.

Efter at Coyotes havde sikret sig 27-årige Kuemper, forlængede de den store canadiers kontrakt med to år, så den løber frem til sommeren 2020.

– Darcy er en stor, talentfuld målmand, som er i gang med en fremragende sæson. Du har brug for stærke målmænd for at få succes i denne liga, og med Antti (Raanta) og Darcy (Kuemper) tror vi på, at vi har et fremragende tandem for fremtiden, siger John Chayka, general manager i Arizona Coyotes.

Darcy Kuemper har i denne sæson været involveret i 19 kampe for Kings, hvor han har ageret backup for målmandsstjernen Jonathan Quick. Kuemper har stået med en gennemsnitlig redningsprocent på 93,2.

Det er adskillige procentpoint højere end 25-årige Scott Wedgewood, som kun har reddet 89,3 procent af de skud, der er blevet sendt mod ham i 20 kampe for Coyotes i denne sæson.

Tyske Tobias Rieder har været en ganske vigtig forward for Coyotes i flere sæsoner, og ham ser Kings formentlig frem til at få under deres vinger i resten af sæsonen. Rieder har lavet 19 point i 58 kampe for Coyotes i denne sæson, hvor han dog står noteret for -11 i plus/minus-statistikken.

I løbet af sin NHL-karriere har 25-årige Rieder lavet 111 point i 292 kampe.