NHL: Buffalo fyrer træner og general manager

En storvask har torsdag fundet sted i Buffalo Sabres. NHL-klubbens ejer Terry Pegula oplyser i en pressemeddelelse, at både head coach Dan Bylsma og general manager Tim Murray er fortid i klubben.

46-årige Dan Bylsma nåede dermed kun at stå i spidsen for holdet i to sæsoner. Buffalo har ikke været i slutspillet siden 2011, og Bylsma var ikke manden, som kunne ændre trenden for klubben. Derfor har Sabres valgt at fyre ham.

Dan Bylsma er et forholdsvis stort trænernavn i NHL. Han vandt Stanley Cup-titlen med Pittsburgh Penguins i 2009, hvor han blev hyret som head coach midt i sæsonen. I 2011 blev han kåret til årets træner i NHL.

Onsdag var der forlydender fremme om, at Sabres’ absolut største stjerne, den unge center Jack Eichel, ikke ville forlænge sin kontrakt med klubben, så længe Dan Bylsma var træner. De bekymringer han ude over nu.

General manager Tim Murray ryger med Dan Bylsma ud i kulden. 53-årige Murray blev ansat som general manager i klubben midt i 2013/14-sæsonen, hvor Sabres hentede ham til fra Ottawa Senators. Her havde Tim Murray i en årrække været assisterende general manager for sin onkel Bryan Murray.

Terry Pegula har fyret fire cheftrænere, siden han købte klubben i 2011. Han fortæller, at klubben er på jagt efter Dan Bylsmas afløser.