NHL: Boston-spiller udelukket i fem kampe for hovedtackling

Foto: Bridget Samuels

Boston Bruins’ hårdtspillende forward Zac Rinaldo må se holdets kommende kampe fra tribunen, efter at NHL tirsdag har idømt ham fem kampes karantæne for en hovedtackling.

25-årige Rinaldo er blevet suspenderet for det hit, han i søndags satte på Tampa Bay Lightnings forward Cedric Paquette. Zac Rinaldo blev idømt en to-minutters udvisning i kampen, men NHL’s disciplinærudvalg har efterfølgende vurderet, at canadieren skulle straffes med karantæne.

Du kan se tacklingen her:

Zac Rinaldo, som har lavet tre point i 52 kampe for Bruins i denne sæson, har tidligere forbrudt sig mod ishockeysportens regler, og han bliver derfor betragtet som en “repeat offender”. Det betyder, at han må sige farvel til næsten 52.000 dollars af sin løn, som følge af den fem kampe lange karantæne.