NHL: Boston slog Andersen og Toronto 6-4, 2-2 i serien

Foto: Dinur

Boston Bruins er svære at overvinde i en slutspilsserie.

Det måtte Frederik Andersen og Toronto sande i nat, da Bruins tog hjemmebanen tilbage ved at vinde 6-4 i Toronto i en kamp, hvor Auston Matthews ellers scorede to gange i en slutspilskamp for første gang nogensinde for Toronto.

Men det var ikke nok mod et Boston-hold, der førte 4-2 efter to perioder, blandt andet på to mål af David Pastrnak. 

Store Zdeno Chara gjorde det til 5-2 i begyndelsen af tredje periode, men Toronto fik håb igen ved at reducere to gange. Det blev ved håbet, for Joakim Nordström satte 6-4-målet i tomt bur med et par sekunder igen.

Dermed 2-2 og tilbage til Boston, hvor Bruins nu kommer til at gøre “helvede hedt” for Toronto, der desværre – set med danske øjne – ikke formåede at komme fra hjemmebanen med to sejre. 

25 redninger til Andersen og en procent på 83,3. Et tal, der skal forbedres i Boston om et par dage i en ny gyser.