NHL: BØDKERS FØRSTE MÅL FOR SENATORS i 4-1-sejr

Foto: Jan Korsgaard

Så lykkedes det for Mikkel Bødker! Efter et tilløb på fem kampe og fire assister scorede den danske angriber – som lige nu er det varmeste danske navn i NHL for første gang i flere sæsoner – sit første mål for et Ottawa Senators-hold, der fortsætter med at overraske positivt.

Bødker scorede 3-1-målet, da “Sens” vandt 4-1 over Dallas Stars på hjemmebane i nat, og det gjorde han på et blændende forarbejde af Matt Duchene, der leverede et “spinning pass” lige på bladet af Bødker. I øvrigt kulminationen på et stærkt pres af Bødkers kæde, som man kan se i klippet nedenfor.

Herligt for Bødker, der er kommet virkelig godt fra start hos et Ottawa-hold, der måske har fået gavn af, at alting ikke bliver overladt til Erik Karlsson.

I nat kom Ottawa sig over John Klingbergs mål, der bragte Dallas på 1-0. Det blev udlignet i anden periode af unge Maxime Lajoie. I tredje periode scorede Brady Tkachuk til 2-1 for Ottawa, inden Bødkers 3-1-mål kom midt i perioden.

Den tidligere Frederikshavn-spiller Zack Smith øgede til 4-1 i slutfasen, og Ottawa står nu med syv point i de første seks kampe og med en brandvarm Craig Anderson i buret, der snuppede 37 skud i nat.