NHL: Bødker skal bevise sig overfor kritikerne i Ottawa

Foto: Dinur

Mikkel Bødker er klar for Ottawa Senators i den kommende sæson. Han skal give lederskab, rutine og speed ikke mindst til Senators-holdet i den kommende sæson, sagde general manager Pierre Dorion i forbindelse med tradet.

Men Bødkers meritter vækker ikke alt for stor begejstring hos de flere NHL-skribenter, der mere betegner handlen som et forsøg på at få Mike Hoffman væk fra Ottawa mere end at få Mikkel Bødker til klubben. Samtidig menes det også, at Ottawa-ejer Eugene Melnyk ganske enkelt er ude på at spare penge frem mod den kommende sæson.

Hoffman var som bekendt “halv hovedperson” i den affære, der har præget overskrifterne i den canadiske by på det seneste. For nylig kom det frem at Hoffmans forlovede, Monica Caryk, blev anklaget for internetmobning af Melinda Karlsson, superstjernen Erik Karlssons hustru, i forbindelse med Karlsson-parrets dødfødte søn, Axel.

Det er en helt anden historie, og Hoffman endte et helt andet sted – hos Florida Panthers – da dagen var omme. 

Men Mikkel Bødker? Ottawa Suns Ken Warren kalder ham en “Mike Hoffman-light” og giver Bødker følgende ord med på vejen.

– Så hvad tænker vi om at Ottawa Senators bytter en hurtig, talentfuld, men mestendels endimensionel “high-scoring” wing for en hurtig, “moderat-talentfuld”, men mestendels endimensionel “gennemsnitlig-scorende” wing?

– Senators general manager Pierre Dorion kunne have leveret noget meget værre, omstændighederne taget i betragtning. Hvis vi kigger på Mikkel Bødker “track record”, rammer han formentlig et sted mellem 13 og 20 mål og mellem 30 og 40 point i den kommende sæson. Vi kan også forvente lange perioder uden mål. Sidste sæson havde Bødker perioder med ni, otte, 12 og 10 kampe uden mål. Ganske simpelt er Mikkel Bødker en “Mike Hoffman-light”. Ud går en første/andenkæde-wing, ind kommer en anden/tredjekæde-wing, skriver Ken Warren.

The Hockey News bemærker, at skiftet vil give en besparelse hos Ottawa på 5,65 millioner dollars, som er “real money” i en presset organisation. 

Sportsnet giver Ottawa dårlige karakterer for handlen og skriver følgende:

– Man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved, at Ottawa er den store taber her, men da Hoffman-historien brød ud, ville de ikke kunne vinde noget som helst i et trade inkluderende ham. Det var en umulig situation for Ottawa og give et andet hold muligheden for at hente en billig målscorer. At gå fra Hoffman til Bødker er et tab af 19 point fra 2017/18-sæsonen og “den ældre Bødker” vil ikke være nogen prominent figur i fremtidsplanerne hos Ottawa. 

Eneste mand, der kan slukke den kritiske kontakt er naturligvis Mikkel Bødker selv. Han fik følgende ord med fra general manager Dorion ved skiftet:

– Mikkel Bødker er en kompetitiv og alsidig tovejs-forward, som kan spille begge wingpositioner. Han har en statistik, der fortæller, at han spiller bedst i de vigtigste kampe, inklusive slutspil og internationale kampe. Hans styrker – ikke mindst hans hurtighed – sammen med hans erfaring og lederskab passer perfekt ind i vores holds vision, lyder det fra Ottawas general manager Pierre Dorion.