NHL: Bødker på pointtavlen i sikker Sharks-sejr

Foto: Jan Korsgaard

San Jose Sharks er stadig helt med i serien mod Vegas Golden Knights, efter at den californiske klub onsdag fik udlignet til 2-2 i kampe med en sikker sejr på hjemmebane.

Sharks vandt den fjerde kamp i serien med 4-0 og er dermed på omgangshøjde med Golden Knights, før serien vender tilbage til Las Vegas.

I slutningen af første periode fik Sharks pucken i mål to gange, og dermed havde holdet en solid føring at spille ud fra. Fem et halvt minut inde i anden periode fik Tomas Hertl øget til 3-0, da han fik prikket pucken i mål efter fint forarbejde fra Mikkel Bødker, som tog turen rundt om gæsternes mål og skabte chancen.

Bødker fik en assist og kom dermed på pointtavlen for anden kamp i træk. Den danske wing fik næsten 13 minutters istid, hvor han ud over assisten noterede sig for fire skud på mål, et hit, to udvisningsminutter og +1.

Midt i tredje periode lukkede Joe Pavelski til 4-0 i powerplay, og San Jose-fansene kunne således glæde sig over, at de som minimum kommer til at se deres hold på egen is en gang mere i denne sæson.