NHL: Bødker og Sharks slog Bjorkstrands Columbus

Foto: Dinur

– Lige nu har vi ikke nogen rytme i vores offensive spil, sagde en skuffet Columbus Blue Jackets-træner John Tortorella efter kampen i nat, hvor hans mandskab tabte 1-3 mod San Jose Sharks.

Her var træner Peter DeBoer glad og tilfreds over et powerplay, der virkelig har fungeret på det seneste – og har været nøglen til de Sharks-sejre, der holder mandskabet tæt inde i kampen om Stanley Cup-pladserne. 

Sharks scorede to af tre mål i powerplay i Columbus. 

– Overtallet har været vores nøgle de sidste to og en halv måned. Sagen er det, at vi har masser af muligheder i vores powerplay. Vi har masser af spillere, der har det komfortabelt med at spille powerplay, og de spiller med masser af selvtillid lige nu, sagde han efter kampen ifølge ESPN. 

Columbus og Oliver Bjorkstrand er stadig på en playoff-plads, men går ind i fem uhyre vigtige kampe mod divisionskolleger fra den stærke Metropolitan Division, og skal se at finde formen i en fart. 

11:22 minutter til Oliver Bjorkstrand for Blue Jackets og ingen skud på mål for danskeren, mens Mikkel Bødker fik 13:30 minutter og -1 i plus/minus-rating. Bødker skød fire gange i løbet af kampen.

Jannik Hansen sad igen på tribunen som healthy scratch for San Jose.