NHL: Bødker og Colorado smed vigtige point

Mikkel Bødker og Colorado Avalanche mistede lørdag et vigtigt skridt i slutspilskampen i Western Conference, da de tabte med 5-2 på hjemmebane mod Nashville Predators, mens de nærmeste rivaler fra Minnesota Wild vandt på straffeslag.

Det var tydeligt at se, at der stod vigtige point på spil, så publikum i Pepsi Center kunne næsten foranlediges til at tro, at de var vidner til en slutspilskamp. Intensiteten var høj, der var masser af hårde tacklinger og flere nævekampe blev det også til.

I første periode var Mikkel Bødker flere gange offer for Nashville-spillernes hits, men den danske Avalanche-forward kunne juble sammen med holdkammeraterne, da Blake Comeau bragte værterne foran efter syv et halvt minuts spil.

Predators pressede godt på i den livlige åbningsperiode og førte skudstatistikken med 15-9 efter 20 minutters spil. Calvin Pickard holdt dog Colorado-målet rent i både første og størstedelen af anden periode.

Hjemmeholdet dominerede i midterperioden, men det lykkedes Nashville at udligne med fire et halvt minut tilbage af perioden. Brandvarme Filip Forsberg satte pucken i nettet bag Pickard og blev noteret for sit 14. mål i 14 kampe.

Udligningen slog dog ikke Colorado ud af kurs og i periodens sidste minut var Mikkel Bødkers kæde på spil. Nathan MacKinnon satte Gabriel Landeskog op i gæsternes zone, og den svenske Colorado-kaptajn sendte sit hold i front.

Hjemmeholdet kom skidt fra land i tredje periode, hvor Ryan Johansen allerede efter et minuts spil vadede igennem Colorado-defensiven og fik leveret pucken til James Neal, som bragte balance i regnskabet.

Avalanche spillede sig efterfølgende frem til flere store chancer, men finske Pekka Rinne afviste værterne med nogle store redninger. Midtvejs i perioden blev ondt så værre for Colorado, da Mike Fisher sendte gæsterne i førersædet for første gang i opgøret efter tvivlsomt spil fra Colorado-defensiven og målmand Calvin Pickard.

Fem minutter før tid var Matt Duchene tæt på at gøre det til 3-3 efter en flot solotur, men pucken blev ude af Predators-nettet. Nashvilles kaptajn Shea Weber lukkede kampen med scoringen til 4-2 i tomt bur, da der resterede godt og vel halvandet minut, og med et minut igen lavede Miikka Salomäki endnu en empty-netter til slutresultatet 5-2.

Mikkel Bødker fik 18:13 minutters istid for hjemmeholdet. Den danske wing lavede flere chanceskabende pasninger, men han blev ikke selv noteret for nogle skud på mål. Et enkelt hit blev det til for Bødker, som var på isen ved både en Colorado- og en Nashville-scoring og derfor endte i nul i plus/minus-statistikken.

Minnesota Wild var i aktion tidligere lørdag, hvor de slog Buffalo Sabres med 3-2 efter straffeslag. Dermed er de nu to point foran Avalanche i den tætte kamp om den sidste slutspilsplads i Western Conference. Nashville bragte sig med lørdagens sejr otte point foran Colorado i tabellen.