NHL: Bødker lavede sit første point i seks kampe

Foto: Jan Korsgaard

Mikkel Bødker spillede lillejuleaften sin tredje kamp for San Jose Sharks siden sin skadespause, og her lykkedes det den danske wing at lave sit første point i seks kampe.

Det var med en noget heldig assist på Marcus Sörensens 1-0-scoring midt i anden periode, at Mikkel Bødker brød sin pointtørke. Her førte Bødker pucken ind i modstanderholdet Los Angeles Kings’ zone, og selvom gummiskiven rørte et par Kings-stave, før den endte hos målscoreren Sörensen, blev danskeren noteret for en assist.

Pointet var bare Bødkers andet i hans seneste 15 kampe og det ottende i sæsonen, hvor den 28-årige dansker har spillet 27 kampe for Sharks. Lørdag fik Mikkel Bødker næsten 11 minutters istid for San Jose, og han var +1 med et skud på mål og et hit.

Jannik Hansen fik 11:43 minutters istid i kampen mod Los Angeles Kings, som Sharks besejrede med 2-0. Hansen blev ligesom sin danske holdkammerat noteret for et skud på mål og et hit.

San Jose Sharks holder jul på en tredjeplads i Pacific Division, og både Hansen og Bødker er sikre på at kunne fejre jul som Sharks-spillere. Klubberne må nemlig ikke handle med hinanden igen før 28. december, hvor NHL’s roster freeze udløber.

Se Mikkel Bødker assistere på Marcus Sörensens scoring her: