NHL: BØDKER IKKE MED I NAT: På vej til ny klub eller bare ude af holdet?

Foto: Bridget Samuels

I de forgangne dage har Ottawa Senators ladet en håndfuld spillere sidde over, og et par gange – med Ryan Dzingel og Matt Duchene – er det blevet til at spillerne er blevet tradet. 

Efter Ottawas 1-2-nederlag i nat, spekuleres der nu i, at Mikkel Bødker kan blive den næste mand, der ryger videre i karrieren sammen med Cody Ceci. 

Begge blev nemlig holdt ude i nattens kamp, og det kan betyde, at Mikkel Bødker endnu engang kan blive involveret i et skifte og dermed ramme sin NHL-klub nummer fem inden længe.

Danskeren startede som bekendt sin karriere i Phoenix/Arizona Coyotes, inden han røg til et kort ophold i Colorado. Derefter kom han til San Jose Sharks, inden han ramte Ottawa Senators.

Her har Bødker lavet 29 point i 54 kampe, og der er virkelig gang i sagerne i Ottawa, hvor stjernen Mark Stone også forventes at ryge videre inden den nært forestående trade deadline. 

Ottawa har fået et hav af høje draftvalg ind i retur for spillere de seneste dage, men Anthony Duclair er ligeledes kommet ind. Og hos TSN spekulerede man i nat ligeledes i, at Mikkel Bødker simpelthen røg ud af holdet, fordi Duclair simpelthen skulle have en plads i opstillingen.

Spændende timer forude for danskeren.