NHL: Bødker assisterede, da kaptajn Doan satte rekorder

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødker lavede sit 36. point i sæsonen, da Arizona Coyotes fredag slog Calgary Flames med 4-1 hjemme i Glendale. Den helt store spiller i kampen var dog hjemmeholdets kaptajn Shane Doan.

Den 39-årige canadier lavede tre point kampen, hvilket sikrede ham to klubrekorder. Doan tangerede Dale Hawerchuks klubrekord for flest point i Coyotes-trøjen, da han bragte Arizona foran med 1-0 i første periode. I anden periode assistede Arizona-kaptajnen så på Oliver Ekman-Larssons 2-0-mål, og han blev dermed alletiders pointtopscorer for prærieulvene.

I tredje periode havde Mikkel Bødker en finger med i spillet, da Shane Doan tog endnu en klubrekord fra Dale Hawerchuk. Bødker satte Doan perfekt op i slottet, og på danskerens oplæg scorede canadieren sit 123. powerplaymål i karrieren. Dermed stjal Doan rekorden for flest powerplaymål i klubbens historie.

– Rekorderne er fantastiske og jeg er meget beæret, men det her har været en sjov sæson. Vi finder måder at vinde kampe på. Vi er i februar og ingen havde forudsagt, at vi ville være med i slutspilskampen. Vi er ikke, hvor vi ønsker at være, men vi er heller ikke så langt derfra. Vi skal bare blive ved med at finde måder at vinde på, sagde Shane Doan efter 4-1-sejren til NHL.com.

Mikkel Bødker fik 18 minutter og 19 sekunders istid, hvor han udover sin assist også blev noteret for fire skud på mål. I anden periode måtte Bødker en tur i straffeboksen for en tripping, men udvisningen kostede ikke Coyotes mål bagude.

Arizona havde tabt fem kampe i træk før fredagens kamp, men den kedelige stime fik holdet altså brudt. Coyotes har stadig tre point op til en slutspilsplads, men er altså, som Shane Doan sagde efter opgøret, stadig med i kampen om en billet til slutspillet.