NHL: Blue Jackets henter dobbelt Stanley Cup-vinder

Foto: Sarah A.

Columbus Blue Jackets holder sig kun over slutspilsstregen med det yderste af neglene, men hvis det lykkes holdet at komme med i kampen om Stanley Cup-trofæet, har de nu en spiller, der ved, hvad der skal til for at vinde NHL-mesterskabet.

På dagen, hvor årets trade-vindue lukker, har Blue Jackets nemlig sikret sig den 29-årige back Ian Cole. Amerikaneren blev forleden tradet fra Pittsburgh Penguins til Ottawa Senators, og nu har den canadiske klub sendt ham videre til Columbus.

Blue Jackets giver AHL-forwarden Nick Moutrey og et tredjerundevalg i 2020-draften for Ian Cole, som har kontraktudløb til sommer.

Ian Cole har spillet 385 NHL-kampe i sin karriere, men særligt i de seneste sæsoner har han haft stor succes. Som Pittsburgh Penguins-spiller har han vundet Stanley Cup-trofæet to år i træk, og Cole var i sidste sæson mesterholdets næstbedste mand i plus/minus-statistikken med sine +26.

I denne sæson står amerikaneren noteret for +3 og 13 point i 47 kampe for Penguins. Han nåede ikke at spille for Ottawa Senators.