NHL: Bjorkstrand scorede for fjerde kamp i træk

Foto: Dinur

Oliver Bjorkstrand er brandvarm på vej ind i NHL-slutspillet. I lørdagens kamp mod Nashville Predators scorede herningenseren for fjerde kamp i træk og hjalp Columbus Blue Jackets til en vigtig sejr.

Det lykkedes Blue Jackets at vinde den svære udekamp med 5-2, og dermed holder Ohio-klubben sig inde i slutspilsbilledet i Eastern Conference. Columbus ligger på den sidste wildcard-plads med lige så mange point som Montreal, der ligger under slutspilsstregen. Canadierne har dog spillet en kamp mere end Blue Jackets.

Den store profil for Columbus i lørdagens udekamp var russiske Artemi Panarin, som diskede op med fire assister i opgøret. Det var også Panarin som leverede det fremragende forarbejde til Oliver Bjorkstrands 3-1-scoring med tre sekunder tilbage af første periode.

Målet var Bjorkstrands femte i de seneste fire kampe og hans 20. i sæsonen.

Oliver Bjorkstrand fik lige under 14 minutters istid i kampen og blev noteret for fire skud på mål og +1 i plus/minus-statistikken.