NHL: Bjorkstrand og co. satte Winnipeg på plads

Columbus Blue Jackets og Oliver Bjorkstrand fortsætter den forrygende sæsonstart og tog i nat dansk tid den femte sæsonsejr i seks forsøg.

Det gik ud over Winnipeg og Nikolaj Ehlers, der måtte forlade egen arena med et nederlag på 2-5 i dysten mellem de to mest målfarlige danskere i NHL i tiden.

Ingen af dem kom dog på scoringslisten i nat i en kamp som Blue Jackets afgjorde på en forrygende anden periode.

Kampen var således punkteret ved 4-1 Columbus efter 40 minutter, der bød på en målløs første periode, og en anden periode, hvor Cam Atkinson, Nick Foligno, Jack Johnson og Lukas Sedlak satte de fire scoringer for gæsterne.

Dermed lukket og slukket for Ehlers og co. Den ellers brandvarme dansker kunne ikke være synderlig tilfreds med at notere sig for -3 på sine 17 spilleminutter, mens Oliver Bjorkstrand på den anden af rød linje til gengæld var +2 på 16 minutter.

Columbus matcher med fem sejre i seks kampe den bedste start nogensinde for franchiset, mens Winnipeg med 3-3 har fået en godkendt start på sæsonen.