NHL: Bjorkstrand og Blue Jackets slutspilsklar med 4-1-sejr

Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets sikrede sig søndag deres fjerde sejr i træk og den ottende i de seneste ti kampe. Dermed er holdet nu sikret en plads i NHL-slutspillet.

På udebane besejrede Blue Jackets i sikker stil New Jersey Devils med 4-1. Noget atypisk bød kampen på to straffeslagsscoringer fra Columbus, som både nettede til 1-0 og 3-1 i mand mod mand-dueller med Devils’ målmand Cory Schneider.

Blue Jackets scorede to gange i undertal i første periode, og selvom det andet undertalsmål blev besvaret med en powerplayscoring fra Devils syv sekunder senere, fik værterne aldrig bragt balance i regnskabet. I anden periode udbyggede Brandon Dubinsky føringen til 3-1 på straffeslag, før Boone Jenner to minutter før tid lukkede til slutresultatet 4-1 med sin anden scoring i kampen.

Oliver Bjorkstrand fik 12:41 minutters istid og blev noteret for et enkelt skud på mål.

Med sejren er Columbus garanteret en plads i NHL-slutspillet. Holdet deler førstepladsen i ligaen med Washington Capitals, der ligesom Oliver Bjorkstrand og kompagni har samlet 100 point sammen i løbet af de første 71 grundspilskampe.