NHL: Bjorkstrand med fin assist i ny Columbus-sejr

Foto: Jan Korsgaard

Columbus var stærkt kørende i nat igen og tog sejr nummer 12 i de seneste 13 kampe. Herligt for Oliver Bjorkstrand, at han igen kom på pointlisten i 5-1-sejren over Calgary Flames.

Bjorkstrand stod bag 5-0-målet, da han på glimrende vis vendte spillet med en lang pasning frem til Sonny Milano, der fandt Pierre-Luc Dubois inde foran mål.

Dubois kvitterede ved at sætte skiven ind og fuldende sit første NHL-hattrick nogensinde – og det endda i rookie-sæsonen.

Stor aften også for målmand Bobrovsky hos Blue Jackets, der var tæt på usårlig med en redningsprocent på over 97.

Oliver Bjorkstrand leverede 13:24 minutters hårdt arbejde, og Columbus fortsætter slutspilskursen. 

Det bør ikke kikse med den form, Columbus serverer lige nu, men hvor Bjorkstrand og co. ender i seedningen er stadig fuldstændig åbent.

Efter nattens kampe ligger Blue Jackets til et første runde-møde med mestrene fra Pittsburgh.