NHL: Bjorkstrand lavede vigtig assist i straffeslagssejr

Oliver Bjorkstrand var efter tre kampe i træk uden point igen på spil, da Columbus Blue Jackets gik på juleferie med en straffeslagssejr.

Herningenseren stod for oplægget til Columbus’ eneste scoring i den ordinære spilletid i hjemmekampen mod Philadelphia Flyers. Bjorkstrand var på isen i powerplay sammen med Blue Jackets’ største profiler, og her scorede Seth Jones fra blå linje efter stærkt samspil med danskeren.

1-0-føringen holdt dog kun fire minutter ind i anden periode. Her fik Ivan Provorov udlignet for Flyers, og herefter var der ellers dømt status quo i resten af kampen. Ingen af holdene formåede at satte det afgørende stød ind for at sikre sig sejren, så derfor måtte vinderen findes på straffeslag.

Her blev Pierre-Luc Dubois matchvinder for Columbus, da han som den eneste fik pucken i mål.

Oliver Bjorkstrand fik 12:24 minutters spilletid, hvor han ud over assisten blev noteret for et skud på mål og et hit. Columbus holder jul på tredjepladsen i Metropolitan Division, men har kun et enkelt point op til New Jersey Devils på førstepladsen. Devils vandt lillejuleaften med 4-1 over Chicago Blackhawks.

Se Oliver Bjorkstrands assist her: