NHL: Bjorkstrand-assist i højdramatisk kamp

Inden kampen mellem Columbus og Pittsburgh havde den karismatiske Columbus-træner John Tortorella kastet lidt brænde ind på bålet ved at sige, at han “bestemt ikke kan lide Pittsburgh.”

Måske var det lige præcis det, der betød, at Pittsburgh-spillerne var så determinerede, at de formåede at vende 2-4 til en 5-4-sejr efter straffeslag i nattens dramatiske kamp mod Oliver Bjorkstrands mandskab, der var i førersædet i det meste af kampen.

Selv noterede Bjorkstrand sig en glimrende assist på Boone Jenners 2-0-mål i første periode, og danskeren fik over 17 minutter og en +1-rating i den underholdende kamp. Det var danskerens assist nummer 18 for sæsonen.

Det lignede en afgørelse, da Artemi Panarin satte 4-2-målet ti minutter inde i tredje periode, men Penguins nåede at dreje begivenhederne og udligne ved Evgenij Malkin og Jake Guentzel.

Kæmpe jubel i PPG Paints Arena i Pittsburgh, da Malkin og derefter Sidney Crosby scorede i straffeslag og afgjorde sagerne for Pittsburgh.

Træner Mike Sullivan kaldte sejren for den største hidtil i sæsonen, og måske er det vendepunktet for det Penguins-hold, der ikke rigtig har kunnet finde rytmen endnu i denne sæson.

Også en uhyre vigtig sejr i den tætte Metropolitan Division, hvor samtlige otte hold kæmper om de tre direkte pladser i slutspillet. Den division bliver uhyggelig lige til sidste spilledag.