NHL: Backtalent skifter til Devils

Det schweiziske backtalent Mirco Müller tørner i næste sæson ud for New Jersey Devils, efter at han lørdag blev tradet til klubben fra San Jose Sharks.

Djævlene gav et anden- og et fjerderundevalg i årets draft i bytte for 22-årige Müller og Sharks’ femterundevalg i draften, så det er en forholdsvis lav pris, San Jose har fået for schweizeren.

Sharks valgte Mirco Müller som nummer 18 overall i 2013-draften, men han har kun fået 54 NHL-kampe for klubben. I den forgangne sæson spillede tovejsbacken fire kampe og lavede to point for San Jose.

Traden nåede at blive en realitet før lørdagens “roster freeze”, som betyder, at NHL-klubberne kun kan handle med Vegas Golden Knights indtil expansion-draften midt i næste uge. På torsdag åbner trade-vinduet igen.