NHL: Backstjerne kan have brækket lægbenet

Foto: Dinur

Minnesota Wild ser ud til at komme med i NHL-slutspillet, men klubben kan komme til at undvære en af sine vigtigste brikker i jagten på Stanley Cup-trofæet.

Backstjernen Ryan Suter udgik af lørdagens kamp mod Dallas Stars med en skade, og Wild frygter, at den 33-årige amerikaner har brækket lægbenet og kan være ude længe. Det fortæller reporter Michael Russo fra The Athletic.

Ryan Suter kom til skade i slutningen af anden periode, hvor han blev tacklet ind i banden af Dallas-forwarden Remi Elie. Minnesota-backen undgik at støtte på sit ben, da han skøjtede ud, og han kom ikke tilbage på isen. Wild tabte kampen med 4-1.

Det vil være et hårdt slag for Minnesota, hvis der venter Ryan Suter en længere skadespause. Amerikaneren har i denne sæson lavet 51 point i 78 kampe, og med gennemsnitlig 26:46 minutters istid per kamp er han den spiller i NHL, der i gennemsnit spiller næstmest. Det er kun Drew Dougty fra Los Angeles Kings, som er mere på isen med 26:47 minutter i snit per kamp.

– Det kommer til at kræve en holdindsats, men det kommer forhåbentlig ikke til at være for længe. Han er vores arbejdshest og vores leder i defensiven. Han gør det hele. Det er et hårdt tidspunkt på sæsonen, at sådan noget sker, men vi er nødt til at rykke sammen og fylde hullet ud, siger backkollegaen Nate Prosser om Suters skade.

Minnesota er fire point over slutspilsstregen med fire kampe tilbage af grundspillet.