NHL: Backstjerne er færdig for sæsonen

Montreal Canadiens får ikke backstjernen Shea Weber på is mere i denne sæson.

Den 32-årige canadier har revet en sene over i sin venstre fod, og Canadiens har nu valgt at gøre en ende på Shea Webers sæson for at lade ham gennemgå en operation, som forhåbentlig får ham tilbage i fuld vigør igen.

Shea Weber har ikke været i kamp siden 16. december, hvor han spillede i en kamp mod Ottawa Senators. Den dygtige back, der flere gange har været nomineret til titlen som NHL’s bedste back, har i alt spillet 26 kampe og lavet 16 point for Montreal i denne sæson.

Den skade, som Shea Weber skal opereres for, pådrog han sig allerede i sæsonens første kamp mod Buffalo Sabres. Han har dog formået at spille til trods for skaden, men den går altså ikke længere.

Montreal Canadiens har i øjeblikket hele 13 point op til en plads i slutspillet, så traditionsklubben ser ud til at have udspillet sin rolle i denne sæson.