NHL: Back vender Canucks ryggen og tager hjem

Den russiske back Nikita Tryamkin har efter et år i Nordamerika valgt at sige farvel til Vancouver Canucks for at vende hjem til KHL.

22-årige Tryamkin skrev kontrakt med Vancouver i slutningen af sidste sæson, og han nåede at spille 13 kampe for den canadiske klub, efter at KHL-slutspillet var forbi for hans klubs vedkommende. I denne sæson blev det så til 66 kampe og ni point i Canucks-trøjen.

Efter et år i Nordamerika har Nikita Tryamkin valgt at vende næsen hjemad. Den store back, som måler to meter og vejer hele 120 kilogram, vender tilbage til Avtomobilist Yekaterinburg i KHL.

Det meddeler den russiske klub på sin hjemmeside.

Tryamkins nordamerikanske eventyr blev altså kort i denne omgang, men hans alder og talent taget i betragtning kan man ikke udelukkende, at han forsøger sig i NHL igen på et senere tidspunkt.

– KHL var den nemme vej ud for Tryamkin. Han var aldrig i topform eller klar til at arbejde for at blive en topback i NHL. Canucks klarer sig fint uden ham, skriver Sportnet-reporteren Mark Spector på Twitter.

Nikita Tryamkin nåede at spille 188 KHL-kampe for Avtomobilist Yekaterinburg, før han prøvede lykken i NHL.