NHL: Assister til Bødker og Eller

Foto: Bridget Samuels

Udover to danske mål til Frans Nielsen og Jannik Hansen, var der også to danske assister at glæde sig over i nat.

Montreal Canadiens kørte over brandvarme New York Rangers med hele 5-1 i Madison Square Garden, i en kamp hvor de også måtte se deres stjernekeeper Carey Price blive skadet endnu en gang.

Lars Eller var på spil med en assist på 1-0 målet, da han styrede pucken inde foran mål, som efterfølgende blev til en retur der sprang lige ud til schweiziske Sven Andrighetto.

Canadiens var i det hele taget yderst skarpe i nattens kamp, da de blot brugte 25 skud på at sætte de 5 mål. Efter det femte mål scoret midtvejs i tredje periode fik Henrik Lundqvsit nok i Rangers målet og lod sig udskifte til fordel for finske Antti Raanta, som blot så et skud på mål.

Lars Eller fik pæne 17.24 på isen og lavede en assist, havde et skud på mål og +2 i +/- statistikken.

Du kan se Ellers assist nedenfor:

Mikkel Bødker og Arizona Coyotes slog hjemme Anaheim Ducks, uden Frederik Andersen på mål, med 4-2.

Bødker var placeret i slottet under et powerplay, hvor han modtog en stenhård pasning fra Max Domi, som han blot styrede ind mod mål, hvor John Gibson, måtte give en retur ud til Antoine Vermette, som kunne skubbe den sorte gummiskive det sidste stykke ind over stregen til 2-0.

Coyotes spillede generelt en god kamp og skabte masser af chancer, med hele 34 skud på mål. De formåede at holde Ducks på afstand i hele kampen, og besvarede begge Ducks scoringer i tredje periode med et mål efterfølgende.

Bødker spillede 19 minutter i nattens kamp og havde udover assisten, 3 skud på mål og 1 i +/- statistikken.

Du kan se Bødkers assist nedenfor: