NHL: Assister og sejre til Eller og Nielsen

Foto: Jan Korsgaard

Det er altid specielt for Frans Nielsen at møde hjerteklubben New York Islanders, hvor danskeren som bekendt begyndte sin NHL-karriere.

Nu er den danske veteran rykket til Detroit, hvor han sammen med sit mandskab kæmper en hård kamp for at komme ind i slutspilsvarmen.

I nat var Frans Nielsen og Detroit stærkt kørende i kampen mod Islanders, som blev vundet med sikre 6-3.

Kampen var dog tæt helt frem til tredje periode, hvor Trevor Daley satte 4-3-målet for Red Wings. Frans Nielsen fik en assist på kampens sidste mål, og svenske Henrik Zetterberg blomstrede og var kampens bedste.

16 minutters istid til Frans Nielsen.

Andre Burakovsky blev matchvinder for Washington i overtiden mod Dallas Stars i en kamp, hvor Lars Eller kunne plotte to assister ind.

Danskeren assisterede på Burakovskys første mål på aftenen, der kom tidligt i kampen. Også Brett Connolly fik assist og den varme trio gentog bedriften ved 3-3-målet, hvor Eller kom godt ud af en nærkamp i hjørnet, sendte pucken til Burakovsky, der fandt Connolly, som hamrede den ind.

Herlig nat for danskeren, der fik +3 i plus/minus-statistikken, et kvarter på isen og spil både i overtal og undertal.