NHL: Andersens kollega brillerede i sjælden start

Det er oftest Frederik Andersen, der vogter målet for Toronto Maple Leafs, men danskerens backup Curtis McElhinney udnyttede chancen for at shine, da han fik den i den sidste kamp før All Star-pausen.

34-årige McElhinney fik sin bare ottende start i sæsonen, da Toronto Maple Leafs torsdag gæstede Dallas Stars. Den rutinerede målmand diskede op med en fremragende kamp og var stærkt medvirkende til, at Toronto vandt opgøret med 4-1.

39 redninger og en redningsprocent på 97,5 blev det til for Curtis McElhinney, som naturligt nok blev kåret til kampens first star. Frederik Andersen kunne på grund af sin målmandskollegas storspil tage en velfortjent friaften på bænken, så han slap for at skulle i kamp to dage i træk.

Nazem Kadri var med to scoringer den afgørende markspiller for Maple Leafs, som også fik scoringer fra Zach Hyman og Auston Matthews. Tyler Seguin stod bag Dallas’ enlige scoring.

Toronto holder sig med sejren lidt i ingenmandsland i Eastern Conference. Holdet sidder solidt på tredjepladsen i Atlantic Division med fem point op til Boston Bruins på andenpladsen og 15 point ned til Detroit Red Wings på fjerdepladsen. De tre øverst placerede hold i divisionen går i slutspillet, så meget skal gå galt efter All Star-pausen, hvis Maple Leafs ikke kommer med.