NHL: Andersen ude med “dag til dag-knæskade”

Frederik Andersen spillede ikke, da Toronto Maple Leafs i nat dansk tid besejrede Los Angeles Kings.

Spekulationerne om en alvorlig skade til danskeren synes dog ikke at være aktuelle, eftersom Frederik Andersen trænede med op til kampen mod LA Kings hjemme i den canadiske storby.

Samtidig blev det meldt ud, at Andersen er ude med en “dag til dag”-knæskade, og det tyder altså på, at han snart er tilbage igen.

Meldingen om skaden skabte hurtigt en vis nervøsitet hos Maple Leafs-fansene, eftersom der ikke er den store tiltro til reserven Garret Sparks. Amerikaneren førte sidste sæson Toronto Marlies til AHL-titlen, men stod nervøst i sin første optræden i NHL i denne sæson, hvor Toronto slog Chicago 7-6.

I nat var han dog pålideligheden selv, da Maple Leafs vandt 4-1 over LA Kings. Og meldingerne fra Toronto tyder altså på, at Andersen snart er tilbage igen.