NHL: Andersen stærk i sejr over Bødker

Foto: Jan Korsgaard

Der var point til begge danskerklubber, men Frederik Andersen og Toronto Maple Leafs fik mest ud af opgøret mod Mikkel Bødker og San Jose Sharks.

Takket være stærkt spil fra den danske målmand, som for alvor kom i fokus, da kampen skulle afgøres, vandt Toronto med 3-2 efter straffeslag. Der skulle seks runder til i shootouten, før vinderen var fundet, og her spillede Andersen naturligt nok en nøglerolle, da han reddede fem af San Joses seks forsøg.

Mikkel Bødker var igen den eneste dansker på isen for Sharks, da head coach Peter DeBoer heller ikke havde fundet plads til Jannik Hansen på sit holdkort i torsdagens kamp. En ganske uholdbar situation for Hansen, som må være et trade-emne i de kommende måneder.

Bødker fik kun otte minutter og 12 sekunders spilletid i danskeropgøret, hvor han blev noteret for +1 i plus/minus-regnskabet, men ellers ikke satte det store aftryk.

Frederik Andersen var til gengæld vigtig for Maple Leafs. Den store dansker diskede op med 33 redninger og en redningsprocent på 94,3. Det sikrede Andersen titlen som kampens second star.

Bedste mand på isen var ifølge NHL.com Auston Matthews, som scorede kampens første mål med halvandet minut tilbage af første periode. Bare et halvt minut senere fik Brenden Dillon udlignet for Sharks med sit første sæsonmål.

I den sidste halvdel af anden periode udspillede et lignende scenarie sig. Nazem Kadri bragte på ny Toronto i front, men Chris Tierney passerede Frederik Andersen og udlignede til 2-2, som var stillingen efter den ordinære spilletid.

Toronto var under pres i overtiden, hvor en udvisning til Mitch Marner betød, at Sharks var i overtal i det sidste minut og 50 sekunder af den forlængede spilletid. Hajerne blev dog afvist, og så gik kampen i straffeslag, hvor Tyler Bozak scorede sejrsmålet for værterne.