NHL: Andersen på mål i overbevisende Ducks-sejr

Frederik Andersen leverede en fin præstation i målet, da Anaheim Ducks tirsdag kom tilbage på sporet med en sikker 4-1-sejr på udebane mod Philadelphia Flyers.

Ænderne skulle forsøge at vaske mandagens nederlag i Pittsburgh væk, og det lykkedes mod det andet Pennsylvania-hold. Anført af svenske Rickard Rakell, som scorede to gange i første periode, spillede Anaheim en overbevisende sejr hjem.

Ducks-spillerne stod en del i egen zone i løbet af kampen. Flyers havde blandt andet hele syv powerplays og hjemmeholdet vandt da også skudstatistikken med 29-26. Herudover skal det nævnes, at Ducks-forsvaret blokerede hele 25 skud, så på den måde var der god hjælp at hente for Frederik Andersen i målet.

Den store danske målmand tog også selv fint fra, og det var kun Wayne Simmonds, der formåede at passere ham. Det skete, da der resterede seks minutter af tredje periode. Ducks førte på dette tidspunkt med 3-0, så deres sejr kom aldrig i fare. Andersen diskede op med 28 redninger og endte på en redningsprocent på hele 96,6.

Anaheim udbyggede med sejren deres forspring ned til Arizona Coyotes og Vancouver Canucks, så ænderne er nu fem point foran de øvrige danskerklubber i kampen om den sidste sikre slutspilsplads i Pacific Division.