NHL: Andersen og Toronto vandt 2-1 i Boston, foran 3-2 i serien

Foto: Dinur

Det hører til sjældenhederne, at en defensiv præstation bærer Toronto igennem en kamp i NHL.

Ikke desto mindre var det tilfældet i nat, hvor Maple Leafs vandt 2-1 hos Boston. For enkelt gangs skyld var Frederik Andersen ikke overbebyrdet og med 29 skud på sig havde han en relativt stille dag på kontoret – og tog, hvad han skulle.

Hans redningsprocent på 96,6 gjorde ham til kampens Second Star, og Andersen og co. kan nu afgøre serien på hjemmebane på søndag. I øvrigt i en kamp, der spilles eftermiddag nordamerikansk tid og dermed “i ordentlig tid” for danske seere.

I nattens kamp var Auston Matthews matchvinder med en scoring helt henne i det 52. minut – kampens første. 

To minutter senere scorede Kasperi Kapanen for Toronto, og David Krejci sene reducering var altså ikke nok for Boston, der nu er tvunget til sejr på søndag i en serie, som Toronto altså fører 3-2.

Tidligt denne morgen dansk tid kom endnu en overraskelse i det uforudsigelige slutspil, da Calgary – topseedet i vest – tabte 1-5 til Colorado, der dermed vandt serien med 4-1. Colorado har fundet spillet frem fra starten af sæsonen, og er i den grad farlige for alle i den kommende tid, når næste runde begynder. Med folk som Nathan McKinnon, Gabriel Landeskog og Mikko Rantanen på holdet kan alt ske.