NHL: Andersen og Toronto er ilde ude efter nederlag

Det bliver svært for Toronto Maple Leafs. 

Frederik Andersen og co. er nemlig ilde ude i serien mod Boston efter nederlaget på 1-3 i nat på hjemmebane foran 20.000 tilskuere i Air Canada Center i Toronto. 

Toronto havde ellers chancerne til at vinde kampen, men blev overløbet af effektivt Bruins-mandskab, der formåede at udnytte to to mod en-muligheder på fornemste vis. 

Bruins kom foran 1-0 allerede i første skift, da Torey Krug lurede Frederik Andersen med et blødt skud fra blå linje. Riley Nash var posteret inde foran mål og tog danskerens udsyn. Pucken fløj ind lige under overliggeren og Boston var foran. 

Gæsterne var uden stjernecenteren Patrice Bergeron, og på papiret var det en ganske stor fordel for hjemmeholdet. Tomas Plekanec var på pletten for Toronto efter otte minutter, hvor han klappede et skud ind fra en fordelagtig afstand midt for mål. Der var udlignet. 

Maple Leafs havde chancerne i kampen. Blandt andet en friløber til Mitch Marner, der måtte se sig pareret af Tuukka Rask, der endte med 31 redninger i Boston-buret. 

Og så slog gæsterne til. Stenhårdt. David Pastrnak kom af sted i en to mod en-mulighed og i stedet for at skyde, passede han på tværs til Brad Marchand, der slog pucken ind i det tomme mål. Andersen var ikke kommet på plads efter den flotte tværpasning. 

I tredje periode var det David Krejci og Jake DeBrusk, der på samme måde udnyttede sløjt spil af Toronto på offensiv blå linje. Boston-kontra, kølig DeBrusk og scoring. 

3-1 til Boston, der er foran 3-1 i serien. Toronto med ryggen mod muren.