NHL: Andersen lukkede fem mål i ind i vanvittigt Matthews-show

Foto: Jan Korsgaard

Det blev en helt vild match, da Toronto og Frederik Andersen i nat tog hul på NHL-sæsonen med et slag mod Ottawa Senators. Det blev en Frederik Andersen-debut for Maple Leafs med fem mål imod, men kampen vil mest blive husket for Auston Matthews’ vilde kamp.

Superhåbet scorede tre gange på sine første tre skud og lavede alle Torontos fire mål i kampen, som Ottawa vandt med 5-4 efter overtid. Den 19-årige amerikaner fik således en enestående NHL-debut, da han som den første spiller i historien scorede fire gange i sin første kamp i ligaen.

Kampen fik en tempofyldt indledning. Masser af energi, der skulle ud og næsten tre minutter uden et spilstop. Frederik Andersen lavede sin første redning i Maple Leafs-trøjen efter små tre minutters spil. Minuttet inden var han og Toronto sluppet med skrækken, da Senators havde en stor chance, hvor de skød forbi mål.

Toronto kom foran efter godt otte minutter på debutmål af Auston Matthews, der scorede på sit første NHL-skud til stor jubel for forældrene på lægterne. Draftens førstevalg scorede NHL-sæsonens første mål. Bedre kunne den historie knapt skrives.

Frederik Andersen måtte se sig passeret efter godt ti minutter. Han lavede først en benparade, men kort efter kom et Erik Karlsson-skud fra distancen, som Andersen måske tog lidt for let på, og Bobby Ryan var over returen og udlignede.

Kort efter fyldte Andersen til gengæld godt i målet og forhindrede Ottawa i at score på halvstor chance. Danskeren stod i sin sædvanlige stil. Roligt og ret dybt i målet og udnyttede sin størrelse til at gøre målet lille for modstanderne.

Alligevel scorede Erik Karlsson til 2-1 fra blå linje efter 13 minutter. Andersen var fint placeret og havde ret frit udsyn, men pucken ramte James van Riemsdyk og snød fuldstændig danskeren, som kommentatorerne mente, var chanceløs.

Matthews lavede et vildt 2-2-mål halvandet minut senere. Supertalentet erobrede pucken flere gange og scorede fra en spids vinkel. Senators sluttede første periode i powerplay, hvor Andersen lavede et klassisk “pluk” med gribehandsken på forholdsvis åben chance til Mike Hoffman.

Halvandet minut inde i anden periode bragte Auston Matthews gæsternes foran med sit tredje mål i kampen. Det fik jublen til at bryde ud blandt en del af tilskuerne til “Kampen om Ontario”. Særligt supertalentets mor Ema Matthews var rørt. Først brød hun ud i jubel og senere fældede hun en tåre over sønnens fantastiske NHL-entré.

Maple Leafs holdt fast i føringen, indtil der resterede to minutter af perioden, hvor Derick Brassard hårdt presset skøjtede mod mål og fandt et hul mellem benene på Frederik Andersen. Auston Matthews genskabte dog Torontos føring med tre sekunder til pause, da han scorede sit historiske fjerde mål i opgøret.

Tredje periode bød på en udligning fra Kyle Turris. Maple Leafs fejlede udspillet fra egen zone, Mark Stone erobrede pucken og fandt en helt fri Turris foran mål. Frederik Andersen havde nogle fine redninger i slutningen af kampen, så der blev ikke scoret mere og opgøret gik i overtid.

Her skulle Kyle Turris kun bruge 37 sekunder på at sikre sig titlen som sæsonens første matchvinder. Igen stod Mark Stone for oplægget til en fremadstormen Turris, som klappede gummiskiven ind bag Frederik Andersen. Status på Andersens første optræden for Maple Leafs blev altså et enkelt point og en redningsprocent på beskedne 83,3 efter 25 redninger.

Auston Matthews, ja han glemmer aldrig sin debutkamp, og det er der mange andre, som heller ikke gøre. Se højdepunkter fra amerikanerens fantastiske aften her: