NHL: Andersen kunne ikke stoppe Pittsburgh-maskinen

Foto: Bridget Samuels

Pittsburgh Penguins er ustyrlige for øjeblikket. Og der er formentlig mange mandskaber, der ryster i bukserne ved udsigten til at møde Sidney Crosby og co. i det kommende slutspil om Stanley Cup. Penguins har vundet ni af de seneste 11 matcher i NHL, inklusive nattens kamp mod Frederik Andersen og Toronto.

Pittsburgh vandt en tæt og jævnbyrdig kamp med 5-3, og den blev først afgjort langt inde i kampen med to scoringer af Olli Maataa og Bryan Rust i tredje periode. Træder stjernespillerne ikke frem, så har Pittsburgh altså også strålende folk i andet geled, der kan steppe ind, når det gælder.

Der var dog masser af hjælp til Maataa af kædemakkeren Evgeni Malkin, der med tre point passerede sit point nummer 900 i NHL. Stærkt at russeren, der går efter sin og Pittsburghs tredje NHL-titel i træk. Det vil være historisk og helt vildt i en æra som denne, hvor holdene er historisk tætte.

Frederik Andersen, der har taget imod flest skud af alle NHL-målmænd i denne sæson, røg ind i 39 Pittsburgh-skud i nat og måtte altså kapitulere fem gange. Det betød, at han endte med en redningsprocent på lige over 87 og tabte altså duellen til en anden stjernemålmand, Matt Murray.

Maple Leafs kunne dog glæde sig over, at holdet på ingen måde var spillet ud af banen i Pittsburgh i en kamp, der svingede frem og tilbage gennem samtlige 60 minutter.

– Vi var tæt på at vinde, men sommetider får du ikke fat i den lange ende til sidst. Det er positivt, at vi spiller godt, men vi skal fortsætte med at arbejde hårdt, konkluderede Frederik Andersen efter nederlaget.