NHL: Andersen, hvad nu?

Foto: Bridget Samuels

Knapt har røgen lagt sig efter nattens kamp syv i serien mellem Anaheim Ducks og Nashville Predators, før de klassiske spekulationer åbner sig omkring mulighederne for at få spillere med til VM.

Og for Danmarks vedkommende er Frederik Andersen yderst interessant. Andersen kom tilbage i målet for Ducks i kamp tre, og har stået solidt i de fem kampe han har fået. Rigtig mange danske hockeyfans håber naturligvis på at få Andersen til VM og være sikker sidste skanse på et i forvejen yderst spændende dansk landshold.

Landsholdets GM Kim Pedersen siger følgende til FACEOFF.dk:

Vi går nu i gang med den sædvanlige proces og kontakter klubben og derefter Frederik. Vi er selvsagt overordenligt interesserede i at se Frederik i Moskva, og de kommende dage må vise, om vi får det ønske opfyldt.

Skulle det ende med, at Frederik Andersen lander i Moskva, kunne det formentlig ligne et farvel til Simon Nielsen. Herningenseren blev for nylig indkaldt til VM-truppen i stedet for Patrick Galbraith.

Med Sebastian Dahms VM-præstation fra i fjor in mente og ambitionen om, at George Sørensen er med som tredjemand for at lære, kunne det i hvert fald ligne sorteper til Nielsen, hvis såfremt i fald at Frederik Andersen skulle takke ja.

I første omgang skal nederlaget i nat dansk tid lige bundfælde sig. Skuffelsen hos Andersen må være enorm, og ovenpå en hård sæson, hvor Andersen har måttet dele posten med John Gibson, gør danskeren sig selvfølgelig masser af tanker.

Deltagelse tvivlsom
Den største udfordring for at få Frederik Andersen til VM, er formentlig hans kontraktlige situation. Andersen er Restricted Free Agent til sommer og han har endnu ikke fundet frem til en forlængelse med Ducks.

Derfor kunne man sagtens forestille sig, at den store dansker ønsker at blive i hjemmet i Californien for at få styr på sin fremtid, der kan komme til at være mange penge værd.

Der er ingen tvivl om, at Frederik Andersen har øgede krav til en ny kontrakt, i forhold til den forrige han underskrev. Den gamle kontrakt lød på 1mio$ i 14/15 og 1,3mio$ i 15/16. En ny kontrakt vil formentlig komme til at ligge i nærheden af 3mio$ om året og Andersen ønsker formentlig, at kontraktens varighed løber minimum tre år.

Men om Ducks vil møde disse krav, er nok et tvivlsomt spørgsmål. Ingen tvivl om, at de vil betale ham mere på en ny kontrakt, men da de i forvejen har John Gibson på kontrakt, så ønsker de næppe at give Andersen en lang kontrakt med en for høj lønsum, da Gibson kunne være manden, der satses på for fremtiden.

Netop spilletiden og hvem Ducks ønsker at satse på betyder meget for Andersen, der ikke ønsker at sidde på bænken til høj hyre. Han vil ud og spille kampe og det kan blive svært at få mere end 20-25 kampe pr. sæson i de kommende år, hvis det er Gibson der satses på.

Endnu et men: Overvejer Anaheim at holde på Andersen, kan klubben måske også trække “skadeskortet” og hindre Andersen i at tage til Rusland, eftersom danskeren var ude med en hjernerystelse kort før slutspillet.

Hvor skal vi hen du?
Der har i den seneste sæson floreret flere rygter om Frederik Andersens fremtid, og de vil givet tage til igen, så længe danskeren ikke er på kontrakt.

Varmeste bud på en klub Ducks kunne trade Andersens rettigheder til, har været Calgary Flames, der til den kommende sæson vinker farvel til både Jonas Hiller og Kari Ramo, og derfor mangler en førstekeeper til målmandsteamet, som i forvejen tæller Joni Ortio, der er et par år yngre end Andersen og stadig forholdsvis uprøvet.

Hvis Andersen havner i Flames, vil han komme til et stort hockey-marked i Calgary og en organisation, som er langt i deres opbygning og mest af alt mangler en solid keeper til at krydre et ungt og spændende hold, der potentielt kan gå langt de kommende år.

Andre klubber som er nævnt i forbindelse med Frederik Andersen, er Toronto Maple Leafs, som i denne sæson har startet sin opbygning og derfor mangler brikker på alle pladser, for at komme nærmere på slutspillet.

Carolina Hurricanes er også nævnt, da de står til at miste Cam Ward, der har ageret sidste skanse i Hurricanes de seneste 10-12 sæsoner. Det vil være kuriøst, hvis Andersen havner i Carolina, da det var den organisation, der i første omgang draftede ham, og som han senere hen nægtede at skrive kontrakt med, så han igen havnede i draften to år senere.

I første omgang gælder spændingen dog Danmark og det kommende VM i Moskva, hvor Frederik Andersen utvivlsomt vil være en forstærkning, der vil vække opsigt hos de rød-hvides kommende modstandere.