NHL: Andersen First Star med 40 redninger

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Andersen var tilbage i Toronto-målet i nat, da Maple Leafs mødte Florida Panthers foran et sædvanligt udsolgt Air Canada Center. 

Og danskeren fik sædvanen tro masser af skud imod sig. Han er den målmand i NHL, der for øjeblikket har modtaget flest skud, og den trend fortsatte i nat, hvor Florida fyrede 40 hug af mod Frederik Andersen.

Ikke et eneste gik ind. 

Det var nok til, at Andersen igen blev kåret som First Star foran et jublende hjemmepublikum, der elsker den store danskers skarpe aktioner i buret. 

De kunne også glæde sig over, at James van Riemsdyk scorede kampens eneste mål, da der manglede godt et halvt minut af første periode. 

Derefter var scenen “Freddies”. 

Toronto Sun havde sædvanen tro roser til danskeren.

Hvad der stod klart var, at van Riemsdyks mål ikke ville være forblevet det eneste uden Andersens stærke spil. Andersen registrerede sin 30. sejr og femte shutout, og stoppede Colton Sceviour på en friløber og samtidig leverede redninger på helt frie Aaron Ekblad og Aleksander Barkov.

Tidligere på dagen havde Roberto Luongo, Floridas veteranmålmand, hyldet Andersen og kaldt danskeren en af NHL’s topmålmænd. 

– Han har været i ligaen længe og set mange målmænd. Det er cool at få roser fra ham. Hvis du spiller godt og har et godt hold foran dig, kommer du i den her position og får lov at vinde mange kampe. De her kampe (med mange skud imod) er altid sjove. Du skal virkelig være skarp, sagde Frederik Andersen til den ventende presse efter kampen.