NHL: ANDERSEN FIRST STAR igen – Toronto på 3-3

Frederik Andersen har for alvor fundet sig selv i den vanskelige serie mod Boston Bruins.

For anden gang i træk blev danskeren First Star i serien og Andersen og co. vandt med 3-1 hjemme i Toronto på en uhyre følelsesladet dag i den store ishockeyby, der som bekendt blev ramt af en tragedie tidligere på dagen, da en varevogn pløjede ind i en folkemængde og dræbte foreløbig 10 personer i Toronto.

Derfor var sikkerheden også i højsædet til kampen mellem Toronto og Boston. Første periode endte 0-0, men i begyndelsen af anden periode kom der gang i løjerne. Jake DeBrusk scorede efter 1:02, men blot 35 sekunder senere satte William Nylander udligningen. 

En af de andre unge løver hos Toronto, Mitch Marner sørgede for 2-1 efter 14 minutter, og så gik Maple Leafs altså i gang med at forsvare føringen med en storspillende Andersen i centrum. 

Han endte med en redningsprocent på 97 og kunne juble, Tomas Plekanec satte 3-1’eren kort før tid. Vild aften for Toronto, og serien går – næsten som ventet – ud i kamp syv. 

Et stærkt comeback af Toronto, der ellers fik så store hug i de første to kampe, at ingen helt troede, at Maple Leafs kunne komme igen.