NHL: ANDERSEN FIRST STAR i Toronto 3-1-sejr over Vegas

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Andersen var fremragende i nat og spillede en af sine bedste kampe for sæsonen. 

Dermed var han hovedmanden og blev kåret til kampens First Star, da Toronto slog Vegas Golden Knigths med 3-1 i nat, og danskeren er brandvarm for øjeblikket. 

Senest blev det 5-0 over Pittsburgh og i nat altså 3-1 over opkomlingene fra ørkenstaten. Andersen holdt i den periode sit bur rent i næsten 104 minutter og Toronto Sun beskrev danskerens præstation således:

– Næsten hver gang en Maple Leafs-spiller dropper forbi til et interview, taler vedkommende om Frederik Andersen – uanset nærmest, om der har været et spørgsmål om målmanden. Det bliver ofte nævnt, at han kan vinde kampe, som Leafs måske ikke helt fortjener at vinde efter spillets fordeling. 

– Det var, hvad der skete i Scotiabank Arena i Toronto tirsdag. Vegas Golden Knights, deres finale om Stanley Cup fader ud hver eneste dag – skabte store problemer for Maple Leafs, men kunne simpelthen ikke få pucken forbi Andersen, der sørgede for en 3-1-sejr til Toronto. 

– Han var årsagen til, at vi stjal en sejr. Det ser ud til, at han spiller totalt uden pres. Han går bare ud på isen og har det sjovt, sagde holdkammeraten Mitch Marner. 

– Han er en meget stille fyr, men har åbnet sig op. Han laver masser af jokes og er sjov at være omkring. Når han kommer til hallen, er han meget seriøs. Han fokuserer, bliver klar til kampen og er en sand professionel. Han ved, hvordan man gør det rigtigt og har været utrolig for os de seneste to sæsoner, tilføjer Marner. 

Connor Brown åbnede scoringen tidligt i kampen og allerede ni sekunder inde i anden periode scorede Mitch Marner til 2-0 for Maple Leafs. Cody Eakin reducerede midt i kampen, men vi skulle helt frem til den absolutte slutfase inden Nazem Kadri afgjorde sagerne for Toronto.

Maple Leafs skød blot på mål 21 gange i kampen, hvilket var det laveste for sæsonen.