NHL: Andersen bedste mand i OT-nederlag

Det er ikke, fordi der er krise i Toronto for øjeblikket.

Men hverken fans, spillere eller træner Mike Babcock er tilfredse med, hvad der foregår for øjeblikket, hvor Maple Leafs kæmper for at få spillet til at hænge sammen og ikke mindst få lukket kampene ned og holde de føringer, som holdet sikrer sig.

Igen i nat dansk tid blev det til et snært nederlag i overtime. Denne gang mod St. Louis Blues, der kom fra Toronto med en 2-1-sejr og Vince Dunn som matchvinder kort inde i forlængelsen.

Connor Brown havde midt i tredje periode bragt Toronto foran 1-0, men Alexander Steen kunne udligne bare 57 sekunder før tid. Han fremtvang dermed forlængelse og spolerede et flot shutout for Frederik Andersen.

Toronto Sun, den lokale avis, betegner Frederik Andersen som Maple Leafs’ bedste. Han reddede 40 af 42 skud.

– “Fred” var utrolig igen. Det stinker, at vi ikke kan vinde sådan en kamp for ham, sagde angriberen Mitch Marner til Toronto Sun efter kampen.

Heldigvis for Marner og Andersen ligger Toronto trods den faldende formkurve glimrende til i kampen om pladserne i slutspillet.