NHL: All Star Game bliver til tre minikampe

Foto: Bridget Samuels

Flere nordamerikanske hockeymedier med TSN’s Insider Trading som det første, beretter nu, at NHL’s kommende All Star Game bliver med en miniturnering, hvor fire hold skal spille semifinaler og finaler. Det specielle ved formatet er, at der skal spilles tre mod tre.

Meningen er, at der skal laves et mini-mandskab med tre kæder og en målmand fra hver division, og de to divisioner i hver conference dyster mod hinanden i to semifinaler med efterfølgende finale.

De tre kampe skal så vare 20 minutter hver, så publikum i princippet får 60 minutters ishockey – som i en “normal All Star-kamp”. Normalt er nu så meget sagt, for formatet er skiftet adskillige gange.

Fællesnævneren er, at spillerne aldrig helt tager kampen alvorligt. Sådan har det i hvert fald ikke været i nyere tid.

Hvordan spillerne til All Star-kampen(e) i 2016, der i øvrigt spilles i Nashville, står endnu ikke fast.

Det forventes, at NHL inden for kort vil annoncere det nye format officielt. Hvis ikke altså TSN’s “inside tradere” er blevet snydt.